En lørdag ved havet…

Jeg har længe gerne ville køre en tur langs kysten fra Thorup strand til Agger og med færgen til Thyborøn. En tur med kameraet under armen. Besøge nogle at de steder jeg kom da jeg havde bopæl i Thisted tilbage i starten af 90’erne. Så for efterhånden længe siden bestemte jeg sammen med min faste eventyrmakker Øffe, at vi ville lave en Tour de Thy, plus det løse…

Så det var tidligt op og så ellers afsted mod Thorup strand, som ligger små 2 timers kørsel fra Vejle. Thorup strand er nok mest kendt fra serien om “Gutterne på kutterne”. Men også for at være et af de få steder hvor man stadig sejler ud fra kysten, og ikke fra en havn, som så mange andre steder. Og det var netop det jeg gerne vil opleve.

Thorup strand skuffede ikke! Her er meget stemningsfuldt og det er fantastisk at se de klassiske blå fiskekuttere ligge på stranden.

Vi var endda så heldige at en kutter kom ind mens vi var der, så nu kunne vi opleve hvordan de bliver slæbt op på stranden.

Her trækker en gravko dagens fangst op på stranden.

Godt på land.

Mens vi var der, landede der en turistbus med en ordenlig flok unge mennesker. Så populær er Thorup strand blevet, og man forstår det godt! Bestemt et besøg værd! Vi valgte at hoppe i bilen og begive os videre på turen.

Næste stop var Bulbjerg fuglefjeld. En stor limstensklippe mellem Thorup og Vigsø. Her holder store bestande af havfugle til og man har en fantastik udsigt fra toppen af den 47 meter høje klippe.

Bulbjerg klippen er meget unik i Danmark og det er utroligt spændende at gå nede ved den.

Udsigten mod nord er helt fantastisk.

Og det samme mod syd…

Vi fik også kigget lidt på den gamle tyske udsigtsbunker der ligger på toppen, inden vi satte os i bilen og satte kursen mod Vigsø batteriet.

Vigsø batteriet er en stor koncentration af gamle bunkere fra 2. verdenskrig nord for Hanstholm. Her ligger blandt andet den berømte bunker fra “Olsen Banden i Jylland”. Der er meget stor uenighed blandt folk, om disse store betonklodser ligger der og fylder i naturen. Min egen mening er at de er en del af vores historie, og at man derfor bør lade dem ligge som et monument for krigen og en påmindelse om at vi skal behandle hinanden ordentligt!

Flere af bunkerne er blevet malet – nogle flottere end andre. Her min favorit.

Her en anden… Man kan få lang tid til at gå på stranden og når man er ivrig fotograf er det svært at vælge 🙂 Tiden nærmede sig frokost, hvilket passede meget fint, da vi nu ikke var langt fra frokost målet: Det gamle røgeri i Hanstholm. Her er de jo nærmest verdensberømte for deres stjerneskud og det ville vi ikke glippe når vi nu var så tæt på.

Udover det berømte stjerneskud, er Hanstholm også kendt for den enorme kanonstilling fra 2. verdenskrig. Eller som man kan læse på Museumcenter Hansholm’s hjemmeside, Nordeuropas største befæstningsanlæg fra krigen. Det vidunderlige stjerneskud fyldte godt i maven, så vi blev enige om at stikke forbi kanonerne og de mange bunkere for at få os rørt lidt.

Man kender også bunkermuseet fra “Olsen Banden i Jylland”… Det er blandt andet her flere af scenerne inde i bunkeren er optaget. Rundt i anlægget kører det lille museums tog. Vi valgte dog at tage en af de 3-4 afmærkede gå ruter. Det var vist bedst ovenpå den frokost! Selve anlægget er meget imponerende og det er svært ikke at forestille sig hvordan det må have været at bo der.

Gåturen hjalp! Der var nu igen mulighed for sikkerhedsselen at nå hele vejen rundt, og vi satte kursen mod Klitmøller eller som de også kalder det derude: Cold Hawaii.

I Klitmøller ligger nogle af de smukkeste strande herhjemme (hvis du spørger mig). Hvidt sand og fantastisk blågrønt hav. Intet under at mange mennesker flokkes hertil om sommeren.

Bølgerne var små i Klitmøller i dag, så drømmen om et fedt surfer billede må blive en anden god gang. Så vi gik en tur på stranden, og var forbi den lokale surfer butik. Vi må tilbage en dag hvor der er mere blæst over Vesterhavet. Men smukt er der!

Små 15 km længere nede langs kysten ligger det lille fiskersamfund Nr. Vorupør. Her skulle vi selvfølgelig også lige ind forbi. Vorupør er opstået som et lille fiskeleje for flere 100 år siden og ligesom vi oplevede det i Thorup, sejler man også her ud fra stranden.

Der var mange kuttere og små fiskerfartøjer på stranden den dag.

Dagens fangst skal pakkes i kasser og køres på køl…

En turistkutter på vej ind fra torske tur. Her kan man booke plads på en kutter og komme med ud og pilke torsk.

Nr. Vorupør er også kendt for sit store havbad. Men som man kan se, vil det kræve nogle skovlfulde sand at komme til at bade her. Jeg forstår godt at hovedespring er forbudt!

Næste stop var færgen mod Thyborøn. Den ligger til for enden af Agger tange. Thyborøn var sidste stop på vores Tour de Vestkysten. Så nu håbede vi bare at færgen ikke var fyldt. Det var den heldigvis ikke og efter en lille smuttur, kunne vi køre fra borde i Thyborøn. Måske den by vi har besøgt mest det sidste år. Men også her hvor vi bare aldrig bliver trætte af at være. Vi gik en tur på havnen, fik en is… Og nød bare at være ved vejs ende på en helt utrolig og fantastisk smuk dag gennem et af de smukkeste og mest vidunderlige hjørner af Danmark…

Inden vi vendte hjemover mod Vejle, skulle vi lige op og kigge ud over mindeparken for Jyllands slaget.

Dagen var nu ved at rende ud, og efter sådan en dag, kan man kun føle sig utrolig privilegeret og lykkelig for at leve i et så skønt, smukt og fremkommeligt land. Det var første gang i mange mange år at jeg var tilbage på flere af stederne, og jeg har lovet mig selv at der ikke må gå ligeså længe igen! Jeg er kæmpe fan af Thy og kæmpe kæmpe fan af Thy-Bo-Røn…

Tak fordi du kiggede med! Der ligger link til diverse steder herunder.

/Kim G

Links:

http://museumscenterhanstholm.dk

http://roegeriet.dk/forside/

http://www.seawarmuseum.dk

 

 

 

 

 

.

 

 

 

Tags Posted under Roadtrip i Danmark, Uncategorized by 404