Weekendhygge i Lübeck!

Lübeck er vel en af de mest besøgte tyske byer uden for grænseområdet, når det kommer til os danskere. Trods det, havde ingen af os været der før, men vi kender mange der har. Ideen var egentlig bare at komme lidt hjemmefra og samtidig tage et sted hen hvor der var bare lidt at kikke på, så valget faldt på Lübeck. Vi havde booket værelse til 3 på Park Hotel am Lindenplatz små 500 meter fra “byporten”.

IMG_9647

Den gamle skæve byport “Holstentor” fra 1478 – Imponerende at det stadig står!

Lübeck er en charmerende by og specielt Altstadt er hyggelig med sine gamle bygninger og skæve brostensbelagte gader. Vi var taget af sted uden de store planer. Lidt sightseeing og lidt fadøl var vel de store punkter på vores turplan. Vi ankom fredag aften efter et lille stop i Designer Outlet Neumünster og blev hurtigt enige om at finde en Döner og en “Kneipe”. Efter lidt trasken rundt var den der… Buthmanns Bierstuben – mit nye favorit værtshus! Her træder man direkte ind i historien og du skal ikke mere end to skridt indenfor døren, så føler du dig velkommen!

IMG_9656

Buthmanns Bierstuben er Lübeck’s ældste værtshus og det kan dateres helt tilbage til 1697 – Faktisk er “skænkestuen” ikke ændret i de sidste 97 år! Tradition og hygge hånd i hånd…

IMG_0202

Indenfor på Buthmanns er det som om tiden er gået i stå!

Lørdagen stod først på strøgtur. Der er masser af butikker i Lübeck og naturligvis også et stort Karstadt center. Vi havde dog shoppet det vi skulle i Neumünster, så det blev mest til en ose tur. Skal jeg fremhæve en “must see” forretning, så må det blive Niederegger Marzipan. Lübeck er kendt for sin marcipan og butikken her er jo det nærmeste man kommer på et marcipan paradis!

IMG_0173

Lange lange rækker af marcipan i alle afskygninger… Er du til marcipan, nougat, trøffel osv. så MÅ du slå et smut forbi den imponerende Niederegger butik.

IMG_9654

Der tankes brændstof i form af Currywurst og vand… Ingen Tysklandstur uden pølse!

Lørdag eftermiddag kørte vi en tur til Travemünde via det gamle DDR. Turen indeholdte også en meget kort færgetur fra Priwall til Travemünde. Priwall var her hvor grænsen mellem øst og Vesttyskland startede mod nord. Vejret var nu gået hen og blevet meget blæsende og vi valgte at køre hjem mod Lübeck igen.

Vi havde på vejen ud spottet et “flohmarkt” (loppemarked) skilt og guderne skal vide, at ihvertfald 66 % af de rejsende i vores selskab elsker tyske loppe markeder og i disse tider hvor demokrati er så populært, så var der ikke så meget at gøre! Det viste sig så til gengæld at kaste et par gevaldigt gode køb af sig 😉

IMG_0196

Kaupuskoipi markedet ligger på havnen og er bestemt et besøg værd hvis man kommer forbi og er til lopper…

Efter en hård dag ville vi lige hjem og ligge lidt inden vi skulle ud og spise. Der var på forhånd bestilt bord på Kartoffelkeller.

IMG_9658

Kartoffelkeller ligger som navnet jo ganske fint antyder; i en kælder. Nemlig i den gamle kælder under “Helligåndshospitalet” – De serverer også, ganske som navnet antyder, alt i kartofler og klassisk tysk mad… Vi fik naturligvis haxe 🙂

IMG_0185

Nede i kælderen var der meget hyggeligt og maden var også ganske ok… Kommer gerne igen!

IMG_9672

Lørdagen sluttede på Buthmanns med en omgang øl og Obstler… Her kommer jeg også helt klart igen!

En hyggelig weekend i en hyggelig by havde nået sin ende…

www.parkhotel-luebeck.de – Et ok hotel. Morgenmaden var ikke noget at råbe hurra for, men der var så til gengæld gratis parkering.

www.buthmannsbierstuben.de – Byens historiske kneipe. Vi var alle 3 helt vilde med det…

www.kartoffel-keller.de – Dejlig tysk restaurant, kan anbefales hvis man, som os, er til “nede på jorden” mad.

Tak fordi du læste med 🙂

Kim G

 

 

Tags Posted under Tysk på højniveau, Uncategorized by 404